Sankthansaften bliver ekstra hyggelig, når flere familier i opgangen eller på vejen slår sig sammen. Det er svært at nå både mad og bål alene med børnene hængende ved benene, men med naboerne kan opgaverne fordeles helt naturligt. Nogle tager sig af grillen, andre holder øje med børnene, der løber rundt i den lyse aften, og en tredje sørger for, at der er noget at drikke til alle sammen.
En kort besked i god tid om, hvem der tager tæpper, stole og mad med, gør aftenen langt mere afslappet. Når opgaverne er fordelt på forhånd, undgår man, at alle kommer med det samme, eller at ingen har husket noget at tænde bålet med. Et fælles bord, hvor maden stilles frem, gør det også lettere for børnene at spise, når de har lyst, i stedet for at skulle sidde stille på en stol, mens de voksne endnu er i gang.
Trygge rammer, når mange børn er samlet
Med mange børn samlet ét sted er det en god idé at aftale, hvem der har et ekstra øje på de mindste, især tæt på bålet og vandet. Det behøver ikke være en fast vagtplan. Det er nok, at de voksne har talt om, at ansvaret deles, så det ikke ender hos én person, som ikke får talt med nogen hele aftenen.
Når aftenen skrider frem, og de mindste bliver trætte, er det rart at have aftalt, hvornår de fleste går hjem. Nogle familier går tidligt med sovende børn på armen, andre bliver, til bålet er brændt ned. En løs snak om det gør afskeden mindre brat for børnene, der er midt i legen, og de voksne kan hjælpe hinanden med at pakke stole og tæpper sammen, så ingen står med det hele alene.
Med tiden bliver den fælles sankthansaften en tradition, som både børn og voksne ser frem til hvert år. Naboskabet vokser af de faste aftener, hvor alle bidrager lidt, og børnene lærer at lege sammen med andre end de allernærmeste. En enkel aftale om opgaverne er ofte alt, der skal til for en god aften for hele gaden, og næste år ved alle allerede, hvem der gør hvad.
